Husorden fælles for Bryggens Kajak Club og Bryggens Roklub
Indledning
Denne husorden gælder klubhuset Rundholtsvej 93-95, som deles mellem Bryggens Kajak Club og Bryggens Roklub og omfatter brug, vedligeholdelse og fordeling af klubhusets arealer.
Huset består af tre dele
- én del, der er forbeholdt Bryggens Kajak Club
- én del, der er forbeholdt Bryggens Roklub
- én del, der er fællesarealer
Udendørsarealerne er anlagt med et fællesareal (have) som deles mellem klubberne.
Klubhuset grænser op til Grundejerforeningen Artillerivej Syd (GAS), som ejer arealet umiddelbart uden for klubhuset mod øst. Indkørslen til klubbernes fælles P-plads på huset sydside er dog forbeholdt klubberne.
De to klubber udøver endvidere hver deres aktivitet fra henholdsvis nordsiden (Bryggens Roklub) og sydsiden (Bryggens Kajak Club).
Bilag A indeholder en plantegning af huset med markering af areal for hver klub og fællesarealer.
Bilag B indeholder en liste over fællesarealer og hver klubs arealer.
Koordineringsudvalg
De to klubber udpeger hver to medlemmer, heraf én husforvalter, til et fælles koordineringsudvalg. Formandskabet af udvalget går på skift mellem klubberne. Koordineringsudvalget udpeger de relevante fælles udvalg, som skal sikre, at huset drives på den bedst mulige måde.
Ethvert medlem af koordineringsudvalget kan foranledige, at spørgsmål om husets fælles drift indbringes for de to klubbers bestyrelser til nærmere drøftelse.
Forvaltning af huset
De to husforvaltere mødes efter behov, dog mindst 4 gange om året for at drøfte spørgsmål ifm. brugen og driften af huset.
Såfremt de to husforvaltere ikke kan blive enige om løsninger på evt. udfordringer indenfor de rammer, der er aftalt i koordineringsudvalget, inddrages de øvrige medlemmer af koordineringsudvalget. Hvis koordineringsudvalget ikke kan nå frem til en løsning, inddrages klubbernes bestyrelser.
Der etableres en logbog, hvor fejl og mangler ved huset eller dets drift kan noteres af medlemmerne; og kommenteres af husforvalterne. Formålet med logbogen er at fungere som kommunikation mellem medlemmerne og husforvalterne.
Brug af huset
Adgang til huset sker ved kodet nøglebrik eller nøglearmbånd. Alle medlemmer af en af klubberne kan få en nøglebrik ved henvendelse til deres respektive klub mod et beløb, som fastsættes af den pågældende klubs bestyrelse 1 gang om året.
Hvis et medlem mister sin nøglebrik/sit nøglearmbånd, skal der betales for en ny nøglebrik/nøglearmbånd.
Hver enkelt klubs egne aktiviteter som f.eks. klubaftener, klubfester, regattaer m.v. afholdes som udgangspunkt på eget område; og deltagerne skal som udgangspunkt være medlemmer af eller inviteret af den pågældende klub eller et medlem heraf.
Ved større klubarrangementer kan de fælles arealer og den anden klubs arealer lånes efter aftale med den pågældende klubs udlånsansvarlige.
Lånet sker under forudsætning af, at evt. skader udbedres og at det lånte areal, inklusiv udstyr i form af møbler, service, lamper m.v., afleveres i samme stand som det modtages.
Ved fælles arrangementer benyttes hele huset uden betaling af lejeafgift.
Klublokalerne kan lejes ud til medlemmer af en af de to klubber til brug for private arrangementer. Lejeren kan ikke få adgang til at leje begge de to klubbers areal. Medlemmer kan ikke leje lokalerne til brug for andre end sig selv.
Prisen for udlejningen fastsættes 1 gang årligt af bestyrelsen i den enkelte klub; og oplyses ved henvendelse til den enkelte klubs udlejningsansvarlige.
Lejen omfatter obligatorisk slutrengøring ved det firma, der står for den løbende rengøring af huset.
Når huset, eller dele heraf, udlejes til et medlems private arrangement, skal øvrige aktiviteter i huset i videst muligt omfang tage hensyn til arrangementet, ligesom lejer skal tage hensyn til almindelige aktiviteter i huset i videst muligt omfang.
5 - Indretning og regler for brug af huset
Hver klub indretter egne arealer både hvad angår regler for brug, møbler og andet inventar (skabe, sikkerhedsboks m.v.).
Brug, drift og inventar i fællesarealerne reguleres ved denne fælles husorden.
Forbrug til de fælles toiletfaciliteter (håndsæbe, toiletpapir o.l.) aftales mellem husforvalterne.
I det omfang det skønnes nødvendigt gøres opmærksom på reglerne i denne husorden vha. skiltning og/eller opslag. Dette aftales mellem husforvalterne.
Der må ikke ryges i bygningerne på matriklen, heller ikke på terrasserne. Det er kun tilladt at ryge i haven og på andre udendørsarealer.
Rygere skal sørge for affald fra rygningen (skod o.l.) bortskaffes forsvarligt.
7 - Regler for fællesarealer
Motionsrum
Motionsrummet er forbeholdt aktiviteter, der normalt hører hjemme i et motionsrum, først og fremmest styrketræning og roning i romaskine.
Anvendt materiel skal afleveres i samme stand, som inden det blev brugt; og materiellet skal være behørigt afsprittet.
De faste aktiviteter fastlægges af motionsrums-udvalget, hvortil hver klub har udpeget to medlemmer.
Motionsrumsudvalget mødes mindst 2 gange om året for at drøfte spørgsmål ifm. brugen af motionsrummet og aftale de faste aktiviteter.
For at en aktivitet kan være fast skal den være et tilbud til alle medlemmer af den pågældende klub og være godkendt af koordinationsudvalget.
De faste aktiviteter lægges ind i en kalender, som alle medlemmer af de to klubber har adgang til (dvs. kan se). Hver klubs aktiviteter noteres i kalenderen af husforvalteren eller en motionsrumsansvarlig.
I ledige tidsrum kan andre aktiviteter bookes fra gang til gang, men skal vige for faste aktiviteter. Disse kræver ikke godkendelse fra koordinationsudvalget.
Materiel i motionsrummet er først og fremmest forbeholdt medlemmerne af den klub, der har anskaffet materiellet (romaskiner, kajakergometer, styrketrænings- og yogaudstyr m.v.). Ønsker medlemmer af den anden klub at benytte materiellet, kan det aftales med den anden klubs motionsrumsudvalg.
Gangarealer i stueetagen og trappen til første sal
De fælles gangarealer skal holdes fri for genstande, der kan forhindre evakuering i tilfælde af brand.
Sauna
Der er fri adgang til brug af saunaen, når blot man husker at slukke for den.
Brugerne af saunaen skal altid sidde på et håndklæde og være behørigt tildækkede, f.eks. ved badetøj eller håndklæde.
Det er ikke tilladt at foretage nogen form for personlig soignering i saunaen, f.eks. barbering eller lignende.
Den udendørs bruser er bestemt til brug i forbindelse med brug af saunaen og må ikke benyttes til rengøring af materiel eller tøj. Der henvises til haveslangerne i hver klub for rengøring af materiel eller tøj.
Udendørs arealer, herunder haven
Der udpeges et fælles have-udvalg bestående af en fra hver klub, som står for beplantning og vedligeholdelse af de udendørs arealer.
Dagrenovation
Affald henlægges i affaldscontaineren, som er placeret i affaldsskuret på sydsiden af klubhuset. Containeren tømmes én gang hver 14. dag.
Hver klub står for at lægge skrald fra egne arealer i affaldscontaineren.
Rengøring
Rengøring af klubbernes arealer og fællesarealerne varetages af eksternt firma i henhold til plan aftalt mellem de to klubbers bestyrelser.
Rengøringsfrekvensen for egne arealer besluttes af hver klub; bestyrelserne aftaler frekvens for fællesarealer.
Rengøringen skal udføres til en standard, der forebygger smittespredning f.eks. af COVID-19.
Økonomi
Alle udgifter til husets drift afregnes fra en fælles driftskonto med godkendelse af kassererne fra de to klubber. Det omfatter bl.a.
- Forbrug af varme, el (inkl. varmepumpe) og vand,
- Wifi
- Renovation
- Rengøring
- Bygningsforsikring
- Erhvervsforsikring
Ovenstående udgifter fordeles efter fordelingsnøgle aftalt mellem bestyrelserne i de to klubber.
Bilag A: Plantegning af huset med markering af klubbernes arealer og fællesareal
Stueetage
Første sal
Bilag B: Fortegnelse over arealer
Fællesarealer
Fællesarealer er følgende arealer i stueetagen og på første sal (markeret med grønt på kortene i bilag A):
- Sauna
- Motionsrum
- Handikaptoilet i stueetagen
- Almindeligt toilet i stueetagen
- Rengøringsrum/grovvask
- Teknik-rum
- Ventilationsrum – dvs. trapperum, hvor der ikke er ståhøjde, men plads til opbevaring af diverse småting
- Gangarealet foran motionsrummet og toiletterne i stueetagen (dvs. gangarealet i Bryggens Roklubs halvdel i stueetagen)
- Trappeopgang (stue)
- Trappeafsats (1. sal)
Bryggens Kajak Club
Lokalerne i den sydlige del af klubhuset (markeret med gult på kortet i bilag A)
Stueetagen:
- Omklædningsrum mod sydøst
- Depotrum
- Værksted
- Bådehal
- Gangareal der forbinder disse arealer
Første sal:
- Omklædningsrum
- Toiletter
- Køkken
- Fællesrum
- Terrasse
- Gangareal der forbinder disse arealer
Bryggens Roklub
Lokalerne i den nordlige del af klubhuset (markeret med blåt på kortet i bilag A)
Stueetagen:
- Omklædningsrum i det nordøstlige hjørne af bygningen
Første sal:
- Omklædningsrum
- Toiletter
- Køkken
- Fællesrum
- Terrasse
- Gangareal der forbinder disse arealer